Top

Blog

Når det at blive mama ikke går efter planen!

Velkommen til min blog 🙋🏽

Så har jeg endelig fået lavet en blog, som der har været stor efterspørgsel på. Mit første indlæg vil være om min søn Emillio❤ (som er 10 år idag). Grunden til jeg vælger at tage et 10 år gammelt minde frem, som mit første indlæg er, fordi jeg går med nogle overvejelser…. 

Jeg blev gravid med Emillio i 2006 som var mit 4. Kærlighedsbarn🙏🏽 De 3 andre graviditeter var helt alm graviditer, med store børn på 4 kg.

De første 3 måneder af min graviditet med Emillio var helt normalt med træthed og kvalme. På min fødselsdag d. 9 maj 2006 begyndte jeg lige pludselig at bløde (var 4 måneder henne). Lægerne fandt ud, at min moderkage lå langt nede, som gav mig mange blødninger og smerter i månederne frem. Jeg måtte ikke løfte noget tungt, og måtte stort set intet andet end at ligge ned. Det blev rigtigt slemt de sidste 3 måneder af min graviditet, så jeg blev indlagt på Rigshospitalet, hvor de skulle skanne mig hver dag for at tjekke om alt var okay med Emilio.

Oveni moderkagen lå langt nede, så var den også vokset ind i min livmoder 🙊 , som betød at lægerne var bange for jeg ville kunne forbløde, når jeg fik kejsersnit. Jeg endte med at ligge på Rigshospitalet i 3 uger, fordi de kom frem til at det ikke længere var forsvarligt at han lå i maven mere. Der startede en af mine hårdeste prøvelser sammen med Emillios daddy. Der var mange læger og sygeplejersker til det akutte kejsersnit, som det endte med at blive. De kørte blod ind til mig fordi, de var bange for jeg ville forbløde, så de tog nogle forbehold.

Emillio kom til verden, d.18.9.2006 7 uger før, 2600 gram (fin vægt).


Men han var ikke helt klar 😢 han fik det så skidt, og blev helt blå. Han havde vejrtrækningsproblemer, og kom på neonatalafdelingen (Børn, der er født tidligt, har behov for særlig pleje og behandling i den første tid efter fødslen. Derfor bliver de indlagt på en neonatalafdeling, som er specialiseret i behandling og pleje af tidligt fødte børn. ) med det samme. Jeg fik hurtigt revet ham væk fra mig, der gik ikke meget mere end et par minutter. Jeg var sønderknust.

Der gik flere uger med at få Emillio stabil, jeg var ødelagt indeni og træt. Emillio blev mere og mere syg, og tabte sig til under 2 kg. Amning var rigtigt skidt, han kunne ikke sutte. Så hans mad var gennem sonde og hans medicin var gennem navlen fordi, hans hud ikke kunne klare at blive stukket i efter flere forsøg.
Han kunne ikke åbne sine øjne (eller ville ikke), Emillio var slet ikke klar til at komme ud af min mave.

Jeg havde mange smerter ved mit kejsersnit og i mit hjerte, men det stoppede mig ikke for at sidde så tæt på hans kuvøse som muligt, kun én time efter mit kejsersnit. Og der sad jeg en uge, med kun en ting i hovedet, Emilio. Det var ikke sundt, og det var en hård måde at starte en ellers glædelig periode.
Jeg så min dreng blive mere og mere syg, han begyndte at tabe sig og man kunne ikke længere røre ham uden det gjorde ondt.
Jeg fik et værelse på Rigshospitalet lige ved siden af neonatalafdelingen på samme gang🙏🏽

Jeg havde kun min lille elskede dreng i hovedet, hver gang jeg græd, skreg, slog i puden, bed i håndklædet, slog i væggen og tænkte på om jeg nogensinde ville få ham med hjem.
Hvor lang tid skal vi blive her? Bliver han en normal dreng? Fortsættes i næste indlæg….